»Dip« er den
amerikanske betegnelse på de krydrede, kolde saucer, som vi ofte bliver
præsenteret for til sommer-selskabelighed. De er nemme at røre sammen i god tid
inden middagen og hvad enten de bliver serveret med lidt sprøde grønsager eller
chips til en drink inden middagen, eller de bliver stillet på bordet som kolde
saucer til kød- eller fiskeretter, så smager de lige dejligt.
De er specielt
velegnede til en lille mundfuld, mens værtinden lægger sidste hånd på middagen.
Alle slags sprøde
grønsager passer til. De skal skylles, skæres i stænger eller bjælker (det er
nemmest at holde på) og enten lægges i en plastpose i grønsagsskuffen i
køleskabet et par timer i forvejen - eller man kan lægge dem en times tid i en
stor skål med isvand. Kulden sammen med væden får grønsagerne til at blive
vidunderligt sprøde.
Opskrifterne på denne side er beregnet på 6 personer.
Fin grønsagsdip
Rør en æggeblomme
sej og tilsæt 1 tsk lys, fransk sennep samt ½ tsk salt.
Rør ca 1 dl olie i
som til mayonnaise; til at begynde med 1 dråbe ad gangen, senere i en tynd
stråle. Når mayonnaisen er tyk og blank, vender man 2 dl cremefraiche i.
Hak 5-6 radiser, ¼ salatagurk,
¼ grøn peberfrugt, 1 forårsløg samt ½ bdt persille.
Rør det hele i
dippen, der smages til med salt, citronpeber og evt. 1 lille fed presset
hvidløg.
Karry-dip
Rør 1 spsk
mayonnaise med 2 dl cremefraiche og 2 tsk karry.
Smag til med salt,
citronpeber og tilsæt 1 finthakket, hårdkogt æg samt lidt hakket karse.
Tomat-dip
Rør 4 spsk tomatpure
jævn med 1 dl fløde og tilsæt 1½ dl cremefraiche.
Smag saucen til med
tabasco eller chili sauce (kun få dråber!) samt paprika og lidt salt og sukker.
Roquefort-dip
Mos 50 g fransk
roquefort eller Danablue med en gaffel.
Tilsæt 2 dl cremefraiche,
lidt ad gangen, samt ½ lille finthakket, grøn eller rød peberfrugt.
Hvis saucen virker
for tyk, røres den op med lidt mælk eller citronsaft.
Smag til med salt og
peber.
Avocado-dip
Del en stor moden
avocado på langs, fjern stenen og skrab frugtkødet ud med en ske.
Mos det fint med en
gaffel, eller gnid det gennem en si.
Rør lidt cremefraiche
i, til saucen har en god konsistens.
Dryp med lidt citronsaft, så bliver saucen ikke mørk.
Smag den til.
Oste-dip
Mos 1 pk (85 g)
frisk flødeost med en gaffel.
Rør den jævn med
lidt cremefraiche.
Rør 1 dl groftrevet
emmentalerost i sammen med 25 finthakkede valnødder.
Smag til med salt,
peber og lidt vermouth.
Kaviar-dip
Gnid 2 hårdkogte
æggeblommer gennem en sigte og rør dem jævne med 1 tsk lys, fransk sennep og ca
2 dl cremefraiche.
Tilsæt 50 g dansk
kaviar, helst lys, ½ finthakket forårsløg samt peber.
Smag til.
Se opskrifter på sommerdrikke HER - og se
opskrifter på sommermad HER