Når man tilbereder kartoffelretter, er det vigtigt at være
opmærksom på, at der findes et utal af forskellige sorter på markedet. Vælg en
sort, der egner sig specielt til den valgte opskrift.
En opskrift kan angive, at kartoflerne skal være nye, faste,
melede eller gamle. Det kan umiddelbart synes lidt svært at gennemskue, men det
er i virkeligheden ganske enkelt. Helt overordnet er der bare to slags; de
melede og de faste kartofler.
De faste kartoffelsorter har et højere indhold af vand end
de melede. De har ofte en relativt tynd skræl og et kød, der kan være helt
gulligt i farven og lidt voksagtigt i konsistensen. Faste kartofler koger ikke
så let ud og har ikke så let ved at smuldre, når de fx skæres i stykker til
kartoffelsalat. Derfor er netop faste kartofler velegnede til salater.
Ligeledes er de det bedste valg, når man ønsker at servere almindelige, kogte
kartofler. Derimod er de ikke gode, hvis man ønsker at lave kartoffelmos eller
pommes frites. Sorter som Bintje, Hansa og asparges er gode, kogefaste
kartoffelsorter.
De såkaldte »nye« kartofler er som regel også fine i
salater, men check altid, hvilket land de kommer fra; nye kartofler, der er
blevet transporteret helt fra Egypten, er smagsmæssigt ikke at sammenligne med
dem, der blev gravet op på Samsø i morges.
Melede kartofler har generelt et lavere indhold af vand og
sukker. På grund af det høje stivelsesindhold, bliver de bløde og luftige, når
de bages i ovnen eller moses. De melede kartofler suger hurtigt smag og
fedtstof til sig, og er derfor gode i retter, hvor der fx skal opsuges mælk
eller bouillon. Som en tommelfingerregel er bagekartofler altid melede og
derfor gode til den type retter. Alternativt kan man vælge »gamle« kartofler,
altså kartofler med en tyk, mørk skræl.
Når du køber kartofler, så vær altid omhyggelig med at tjekke
kvaliteten. Kartoflen skal føles hård og fast. En kartoffel, der er svampet at
føle på og runken i skrællen, er ikke værd at investere i. Ligeledes bør du
fravælge kartofler, der er begyndt at spire, eller som har sorte, rådne
pletter. Enkelte gange kan man opleve kartofler, der er klart grønne i
skrællen; de bør omgående smides ud, da den misfarvede del kan være giftig.
Kartoflerne bør opbevares på et mørkt og køligt sted. Tag
dem altid ud af plasticposen og læg dem over i en papirspose eller en kasse; de
vil holde sig friske længere på denne måde. Kartoflen er i virkeligheden en
meget næringsrig grønsag, men forkert opbevaring og overkogning dræner den for
vitaminer.
Se alle de bedste opskrifter med Kartofler
✅ Her er kogebogen med nemme
opskrifter, - prøv selv, Madplaner, Min kogebog, Grill,
Tøm køleskab, Mad til 1 person, Børnekokke eller Mad på 30 min.