Den rødplettede bækørred forekommer naturligt i de allerfleste rene vandløb i Danmark. Bækørreden er standformen af ørreden og dermed samme biologiske art som søørred og havørred. Bækørreden er en relativt langsomt voksende fisk, som derfor ikke tåler noget stort fiskepres. Flere og flere genudsætter derfor de rødplettede bækørreder, så der også er noget at
komme efter næste gang. Fisk over kiloet er sjældne. Der er kun én fisk per
standplads, og selv større vandløb kan derfor let udfiskes totalt. Det er sket
mange steder.
Bækørred er af laksefamilien, Salmo. Den lever, som navnet
antyder, i bække og åer og er altså en ferskvandsfisk. Den kaldes også
bækforel, men her i landet blev det for en del år siden besluttet at afskaffe
det tyskinspirerede forel til fordel for det danske ørred. Bækørreden har mørk
ryg, lys bug og mørke og røde pletter. Den kan blive næsten en halv meter lang
og veje flere kilo. Den er taknemlig at fodre og ses derfor også som
dambrugsprodukt. Det ligger i sagens natur, at ørreder, der lever frit og selv
må skaffe sig føden, har et bedre og mere velsmagende kød. Små ørreder kan
steges hele, eventuelt fyldes først. Store kan dampes og/eller farseres - og i
øvrigt tilberedes som laks.
Bækørreden er magrest efter leg i senvinter og tidligt
forår. Huden er tykkere og hovedet større. Først hen på sommeren, i juli og
august, har den »vilde« bækørred genvundet den fedme, der gør den delikat som
spisefisk.
Rensning:
Fjern gæller og gat uden at skære fisken op, og træk
indvolde m.m. ud ved gællerne. Gnid slimlaget af med lidt groft salt, skyl
fisken kort under rindende, koldt vand og tør den godt.
Udbening:
Skær fisken op langs hele bugen. Fjern indvoldene. Læg den
med ryggen opad og bank den først let med knivryggen ned langs rygraden, og tag
herefter fat om fiskens rygrad, der hvor den begynder. Følg den ved at klemme
fingrene tæt mod den hele vejen ned, så rygraden frigøres med mindst muligt kød
på. Fjern generende småben med en spids kniv eller en pincet.
Ørredrogn:
Kan tilberedes som anden rå rogn, det vil sige befries for
hinder og saltes let. Pisk rognen med et træ-piskeris i koldt vand, til
hinderne har samlet sig om piskeriset. Lad rognen dryppe af i en sigte (ikke af
metal, det kan give afsmag), salt den let og stil den koldt, helst i glasskål
eller lignende, til den skal spises. Hyppigst med ristet rugbrød, cremefraiche
og hakket løg.
* Sådan renses bækørred:
1. Fjern gæller og gat uden at skære fisken op, og træk
indvolde m.m. ud ved gællerne
2. Gnid slimlaget af med lidt groft salt, skyl fisken under
rindende, koldt vand og tør den godt.
Udbening af bækørred:
1. Skær fisken op langs hele bugen.
2. Læg den med ryggen opad.
Bank først let med knivryggen ned langs rygraden.
3. Tag fat om fiskens rygrad, der hvor den begynder.
Følg den ved at klemme fingrene tæt mod den hele vejen ned.
4. Fjern generende småben med en spids kniv eller pincet.
Se flere
opskrifter med Bækørred
✅ Her er kogebogen med nemme
opskrifter, - prøv selv, Madplaner,
Min kogebog, Grill, Tøm køleskab,
Mad til 1 person eller Mad på 30 min.
Få gode smagsoplevelser med Kogebog.dk. Vi hjælper dig med at
lykkes i køkkenet.
----------- ooo OÔO ooo -----------