Krebsen hører til kategorien mager fisk. Krebs fås kogt,
stegt, grillet, friturestegt, marineret eller som konserves. Du kan finde
opskrifter på hjemmesiden her
Krebsen er det fjerde stjernetegn i dyrekredsen. Tegnet
ligger mellem Tvillingerne og Løven. Solen bevæger sig siderisk igennem Krebsen
fra sidste del af juni til første del af juli.
Krebs. Engelsk: Crayfish. Latin: Astacus Astacus
Sæson: Hunkrebsen: august - september. Hankrebsen: april -
september
Fredning: Hunkrebsen: 1. oktober - 31. juli. Hankrebsen: 1. oktober - 31.marts
Holdbarhed: Max 48 timer, alt efter fiskens friskhed ved
indkøb.
Fisk og skaldyr er letfordærvelige madvarer og bør helst opbevares under 2 °C.
Da de fleste køleskabe i husholdningen køler ved højere temperatur - oftest 4-5
°C - bør fisken tilberedes samme dag.
Tilberedt fisk kan forlænge holdbarheden med 2-5 dage.
Anvendelse: Krebs smager fantastisk, især på de lune forårs-
og sommeraftener. Spis dem når de er i sæson og friske og glem alt om at købe
de frosne.
Krebs skal koges inden de anvendes, men derefter kan de anvendes som man
lyster. Spis dem naturel, i en god fiske- eller skaldyrssuppe, i en frisk
sommersalat. Eller server dem i en varm ret sammen med andet kød, såsom fisk,
kylling eller kalv.
# Tilberedning af krebs:
1 kg krebs
2 l fiske-/hønsebouillon
1 lille bundt krondild
*
Kog bouillonen op med krondild og kog krebsene lidt ad
gangen i ca 5-6 minutter.
Skallerne bliver helt røde.
Tag dem op og servér dem lune med godt brød, smør og citron og evt nogle gode
dressinger.
Husk skylleskål og serviet.
At pille krebs:
Bræk forsigtigt halen fra hovedet, så du kun fjerner hovedet og ikke
ødelægger kødet.
Hold med begge hænder halen med maven opad.
Bræk forsigtigt skallen ud til siderne.
Hiv let i haleviften og træk halen ud af skallen.
Fjern tarmen, det er den sorte streng.
Øvelse gør mester: Når du har prøvet det nogle gange, så øv
dig i at fjerne tarmen samtidig med at du fjerner halen fra skallen.
Dvs. når man fjerner haleviften fra kødet, kan man
forsigtigt og med øvelse hive hele tarmstrengen med ud, medens den stadig
sidder fast på haleviften.
Frysning: 3-6 mdr ved -18 °C.
Fisk og skaldyr skal være friske når de fryses ned. Fiskekød forringes hurtigt
i fryseren og bør ikke lagres længere end de anbefalede tider. Magre fisk
bliver tørre og fede fisk bliver harske.
Kendetegn: Flodkrebsen har en mørk blålig eller brunlig
farve med rødt eller blåt pigment. Den har 5 par ganglemmer, hvoraf det
forreste par er klosaksene. Hannens klosakse er større end hunnens, og hunnens
halevifte er bredere end hannens.
Hvis man skal fange krebs, er det vigtigt at kunne kende
forskel på hanner og hunner, da hunnerne er fredet 10 måneder om året. En af de
mest tydelige tegn på krebs er at hannerne på undersiden har to hvide
fremadrettede parringsorganer.
Levested: Flodkrebsen kan findes i det meste af Europa. Den
lever i floder, vandhuller og åer. De graver dybe huller nær bredden og under
trærødder og sten.
Krebs er lidt sart, hvad angår dens omgivelser. De optimale betingelser for krebsen
er et rent og iltholdigt vandmiljø. Saltindholdet skal være lavt og
kalkindholdet må gerne være højt. Under skalskiftefasen må vandet ikke have en
pH under 6.
Derudover vil et område med mange ål også have en negativ
effekt på krebsebestanden, da ålene er gode til at fange krebsene når de ikke
har deres skal. Og tilstedeværelsen af den Nordamerikanske signalkrebs kan
udrydde en hel bestand af den europæiske flodkrebs.
Føde: Den er mest aktiv om natten og æder alt lige fra
snegle, insekter, småfisk og fiskerogn og planter. Selv er krebs byttedyr for
andre ferskvandsfisk, som aborre, gedde og ål.
Størrelse: Mindstemål for krebsen er 9 cm. Dette måles fra
pandetorn til haleviftens bagkant. I gode krebsesøer kan mindstemålet nåes på
ca. 3 år.
Hunkrebsen kan blive ca 12 cm og veje ca 85 g. Hannen kan blive op til 16 cm og
veje ca. 150 g. Krebsene kan blive op til 20 år gamle.
Som andre skaldyr smider krebsen skallen når den skal vokse.
I det første år skifter den skal 7-8 gange og derefter skifter hunnerne skal 1
gang om året og hannerne 2 gange om året. Det tager ca. 8-10 dage for den nye
skal at blive hård og i denne periode kaldes krebsen for “smørkrebs”.
Kønsmodning: Krebsene bliver kønsmodne når de er ca 3 år.
Parringen sker om efteråret. Hannen afsætter en slimkapsel med sæd nær
æggelederens udmunding. Efter nogle uger kommer æggene ud. De opløser slimen
omkring sæden og æggene bliver befrugtet. Der er ca 50-350 æg. Herefter bærer
hunnen æggene under bagkroppen i et halvt år. Kun ca. 10 % af æggene overlever.
Fiskeart: Skaldyr, der lever i ferskvand.
Ernæring: Mager fisk (0-2 g fedt pr. 100 g fisk)
Den er særligt rig på jod og selen.
Opskrifter med Krebs
Tilbage til Råvarer.