Er du lidt fascineret af rønnebær, hvis knaldorange farve er
et af de første tegn på, at nu nærmer efteråret sig. Rønnebær er ikke en bærtype,
som bruges særlig hyppigt i madlavningen, for de har en ret speciel og ikke
særlig behagelig smag, når de er friske.
Til gengæld egner de sig fint til syltning, hvilket vi kan
anbefale.
Her er en god opskrift på, hvordan du laver rønnebærgelé. Resultatet
bliver en smuk rønnebærgelé, som er dejlig til efterårsretterne.
# Rønnebærgelé
500 g rønnebær, uden stilk
500 g umodne, syrlige æbler
4-5 dl vand
1¼ dl rørsukker per 1 dl saft, du får ud af rønnebærkogningen
* Tilberedning
Hæld rønnebær i en stor gryde.
Skær æblerne i både (fjern stilk men ikke kernehus) og hæld
dem i gryden sammen med vand.
Kog æblerne og rønnebærrene under låg, indtil rønnebærrene
er helt møre.
Mos bær og æbler grundigt i gryden og hæld det derefter i en
saftsi.
Lad den stå natten over (lad være med at prøve at fremskynde
processen ved at presse saften gennem sien – så risikerer du, at din
rønnebærgelé bliver grumset).
Hæld saften i en gryde sammen med sukker.
Lad det simre nogle minutter.
Fjern skummet fra saften og hæld din kommende rønnebærgelé
på skoldede glas.
Stil dem i køleskabet.
Rønnebærgelé kan bruges som tilbehør til kødretter.
Det er ikke nær så sødt som ribsgelé, men giver dog lidt
sødme til retten.
Tips: Rønnebærgelé er letbittert, men denne udgave
har også en fin sødme fra æblerne, hvilket giver en rigtig god balance i
geleen. Den har en forholdsvis kraftig smag.