Agerhønen, Perdix perdix, er, som navnet siger, en hønsefugl. Den er lille, vejer ca. 400 g, og fjerdragten er brunspættet. Han og hun ligner hinanden, men hannen (billedet) kan kendes på en brun plet foran på
brystet. Hverken han eller hun har kam eller sporer.
Agerhønen skal plukkes, aldrig flås. Det klarer
vildthandleren, hvis man ønsker det. Skal man selv plukke, er det mest praktisk
i en stor plasticpose.
Unge fugle kendes på gule, bløde ben, blød næbrod og glatte,
hele svingfjer i vingespidsen.
Gamle fugle kendes på grålige, let stive ben, hårdt næb og
slidte vingefjer. Stegetiden varierer med fuglenes alder. De yngste kan klare
sig med en lille halv time, de ældre kan bruge op til 1½ time.
Det er udbredt at bardere det magre hønsekød med spæk. Da
kødet har en meget sart smag, kan det være hensigtsmæssigt at undlade spækket
og lade rigeligt smør erstatte det ved stegning.
Beregn en hel fugl pr. person, hvis den spiller hovedrollen.
Jagtsæsonen er fra 16. september til 31. oktober. I den tid er agerhønen at få
frisk hos vildthandleren. Den ses af og til frossen uden for sæsonen.
Frysningen sker dog ikke industrielt, det er noget den enkelte forhandler
klarer selv.
Istandgøring:
Træk halsskindet tilbage og skær fuglens hals af så tæt på
kroppen som muligt. Her oppe, mellem fuglens »skuldre«, ligger kro og spiserør,
og det fjernes lettest herfra. Læg et tværsnit lige over gumpen mellem fuglens
lår. Vrid den fremkomne åbning lidt større og fjern forsigtigt indvoldene med
fingrene. Skær lever, hjerte og kråse fri, det skal i reglen bruges i
tilberedningen. Kråsen skal have et let snit på den flade side, så den
indvendige »hud«, der omslutter kråsens indhold, nemt kan løsnes og kasseres.
Agerhønsebouillon:
Skær de 2 yderste vingeled og hvirvelhalsen af fuglene og
brun det godt sammen med indmaden og et hakket skalotteløg i en gryde.
Kom et par dl vand ved, lidt salt og lad det koge ½ time.
Si det, og bouillonen er klar til brug.
Kan fryses, holdbarhed: 8-10 måneder.
Hør Agerhønens stemme
Se de bedste opskrifter med
Agerhøne
✅ Her er kogebogen med nemme opskrifter,
- prøv selv, Madplaner,
Min kogebog, Grill, Tøm køleskab,
Mad til 1 person eller Mad på 30 min.
Få gode smagsoplevelser med Kogebog.dk. Vi hjælper dig med at
lykkes i køkkenet.
----------- ooo OÔO ooo -----------