Oste familien er
stor og meget varieret, men grundlaget for de fleste oste er ens - nemlig mælk.
Det er den videre forarbejdning af mælken - tilsætning af forskellige kulturer,
saltning og modning, der gør ostene forskellige, og giver dem deres særpræg.
Der er mange
variationsmuligheder med ost, og osten kan indgå i alle vore måltider -
morgenmåltid, frokost og middag.
Ostefremstilling
Oste fremstilles her
i landet hovedsagelig af mælk, der tilsættes et enzym (løbe), der får
ostestoffet til at skille sig ud. Desuden tilsættes ostene forskellige
kulturer, som giver dem forskellig smag og konsistens. Ostene bliver saltede og
modnede før de er klar til brug.
Ostetyper
Ostene fremstilles i
forskellige typer afhængig af fremstillingsstedet, måden og lagring.
Faste løbeoste:
Danbo, Samsø, Molbo,
Emmentaler, Cheddar, Gouda m.fl.
Halvfaste løbeoste:
Esrom, Havarti, Port
Salut, Edammer m.fl.
Blåskimmeloste:
Danablu, Mycella,
Roquefort, Gorgonzola, Stilton, Blå Castello m.fl.
Hvidskimmeloste:
Camembert, Brie
m.fl.
Surmælksoste, faste:
Alpeost m.fl.
Surmælksoste, bløde:
Boursin, hytteost,
rygeost, flødeost m.fl.
Fedtprocent i ost
Ost laves med
forskelligt fedtindhold, som anføres på osten således fx 70+, 45+, 30+.
Fedtprocenten er
taget af ostens tørstof, og da osten også indeholder vand, bliver fedtindholdet
i 100 g flødeost med 70% fedt i tørstoffet ca. 35 g fedt.
100 g Danbo med 45%
fedt i tørstoffet ca. 26 g fedt.
100 g Danbo med 30% fedt i tørstoffet ca. 15 g fedt.
Næringsindhold i
ost
Ost er rig på
protein, kalk og fosfor. Af vitaminer giver ost A-vitamin og D-vitamin afhængig
af ostens fedtprocent samt B2-vitamin.
Opbevaring af ost
Ost skal opbevares
køligt dvs. i køleskab pakket i folie eller plastfilm.
Selve ostesmagen
kommer bedst til sin ret, hvis den ikke er for kold, så derfor bør osten tages
ud af køleskabet i god tid før serveringen og stå ved stuetemperatur.
Frysning af ost.
Fede oste dvs. 45% og derover kan fryses.
Skær osten i mindre
stykker eller skiver, pak den i fryseegnet materiale og frys den.
Drejer det sig om
camembert eller brie skal de være færdigmodnet før frysningen.
Holdbarhed ved ÷18 °C 3-4 måneder.
Optøning: Lad ostene
tø langsomt i køleskab.
Ostesorter
Alpeost, grøn,
stammer fra Schweiz. Efter modningen tilsættes ostemassen pulveriseret
stenkløver. Bruges som spiseost.
Bel Paese er en mild
og fed ost fra Italien. Den er god både som spiseost og til retter, hvor osten
skal smelte let.
Bleu de Bresse, en
mild blåskimmelost fra Frankrig. Velegnet både som spiseost og i madlavning.
Bouquet, en dansk
flødeost, der er tilsat urter. Spiseost.
Boursin, flødeost
fra Frankrig, der er tilsat løg og urter. Spiseost.
Brie er en blød,
fed, hvidskimmelost. Fortrinlig som afslutning på en middag serveret hel og
pyntet med frugt fx vindruer eller kiwi eller mandariner og valnødder.
Camembert er en
blød, hvidskimmelost. En moden camembert skal give efter for et let tryk.
Skorpen skal være lys, en brun skorpe vidner om en overmoden camembert, som får
en ammoniakagtig smag og lugt. Camembert kan steges let på panden eller
frituresteges.
Castello, en dansk
ost, der fremstilles både som hvidskimmelost og som blåskimmelost. Den
hvidskimlede Castello kan også være tilsat purløg.
Cheddar stammer fra
England. Det er en fast og hård ost. Den er både velegnet som spiseost og i
madlavning.
Danablu er den
danske roqueforttype. Den er god som spiseost, i salater, dressinger og »dip«
samt som smagstilsætning til sauce.
Danbo er vel nok den populæreste, danske spiseost. Det er en fast ost, der
laves med forskelligt fedtindhold 20%, 30% og 45% og den fremstilles med og
uden kommen. Er velegnet som spiseost og i mad med ost.
Edammer er en fast
ost fra Holland, der er velegnet som spiseost.
Emmentaler stammer
fra Schweiz. Osten er stor og rund og med store huller. Den laves i oste med
vægte 65-110 kg. Fedtprocenten er mindst 45%. Osten er fast og tør og med en
nøddeagtig smag. Den er velegnet både som spiseost og i madlavning.
Esrom er en fed,
halvfast ost af Port Salut typen. Den er fin som spiseost og den kan også
bruges i madlavningen.
Feta stammer fra
Grækenland og laves af fåremælk eller en blanding af gede- og komælk, der
modner i saltlage. Her i landet fremstilles den af komælk og udgør en stor
eksportvare blandt andet til Mellemøsten. Fetaosten er velegnet i salater fx
sammen med oliven.
Gorgonzola stammer
fra Italien. Det er en grønskimlet ost, der minder om roquefort, men som er
mildere i smagen. Velegnet som spiseost og i madlavning.
Gouda stammer fra
Holland og er en fast og god spiseost og også velegnet i madlavning.
Gruyere fra Schweiz
og Frankrig. Den minder meget om Emmentaler og er god både som spiseost og i
madlavning.
Havarti er en
halvfast ost af Tilsittertypen med en fedtprocent på 45%. En dejlig spiseost.
Hytteost (blød
surmælksost). Frisk ostemasse med en fedtprocent på 20%. Ostemassen er hvid og
grynet og smagen er mild og »flødeagtig«, Hytteost kan spises som den er og er
god i desserter, bagværk og dressinger. Hytteost er den danske udgave af
Cottage Cheese.
Knapost er
kærnemælksost, der er tilsat kommen.
Kvark er den friske
ostemasse. Den fremstilles med 5% og 45% fedt i tørstoffet og den kan være
tilsat vanilje eller urter. Kvark er hvid og smagen er frisk. Den kan spises
som den er og den er yderst velegnet i madlavning, i dressinger, bagværk og
desserter.
Maribo minder om
Gouda. Det er en fast ost med masser af små huller. Er velegnet som spiseost og
også god i madlavning.
Molbo er en fast
ost, der minder om Edammer. Osten er velegnet som spiseost og i madlavning.
Mycella er en dansk
skimmelost af Gorgonzolatypen. Mycella er mildere i smagen end Danablu. God
både som spiseost og i madlavning.
Myseost fra Norge er
en speciel ost. Myseost er fremstillet af valle, der er inddampet. Osten er
nougatfarvet og uden huller og smagen er let sødlig.
Parmesanost stammer
fra Italien. En fast ost, der er velegnet til at rive. Smagen er svag
nøddeagtig. Dansk Grana er en dansk ost af Parmesantypen, der kan købes reven.
Petit suisse.
Flødeost, der stammer fra Frankrig. Mild i smagen.
Port Salut stammer
fra Frankrig. Osten har en rødgul skorpe og smagen er mild. En god spiseost,
der klæder enhver osteanretning.
Potkäse er
betegnelsen for gammel ost, der er revet og rørt op med spiritus fx rom eller
cognac.
Roquefort er en
blåskimmelost fra Frankrig, der fremstilles af gedemælk. Den danske
roqueforttype er Danablue. Roquefort bruges som spiseost, i salater,
dressinger, i »dip« og som smagstilsætning til sauce.
Rygeost fremstilles
af syrnet skummetmælk eller sødmælk, der tilsættes kommen og salt og ryges. En
dansk delikatesse med radiser til. Rygeost kan også bruges i salater fx
sommersalat og i bagværk.
Samsø er en fast
ost, der er god som spiseost og i madlavning. Samsø er en vigtig eksportost.
Skyr er frisk
ostemasse fremstillet af syrnet skummetmælk. Det er Islands nationalspise.
Stilton er den
engelske Roqueforttype. Smagen er stærk og aromatisk. Stilton er velegnet både
som spiseost og i madlavning.
Svenbo er den danske
udgave af Emmentaler.
Tilsitter stammer
fra Tyskland. Den danske udgave er Havarti.
Tybo er en fast ost,
der er velegnet som spiseost og i madlavning. En stor del af osten eksporteres.
Smelteost er en ost,
som har gennemgået en smelteproces. Der skelnes mellem tre typer smelteoste -
de skærebare smelteoste, de smørbare smelteoste og delikatessesmelteostene. Den
skærebare smelteost er blok-osten.
De smørbare og delikatessesmelteostene fås i små bægre og tuber, og forskellen
er, at delikatesse-smelteostene er tilsat fx skinke, rejer, champignoner eller
tomat.
Kærnemælksost,
hjemmelavet
# Ingredienser:
1 l kærnemælk
salt, peber
evt. lidt fløde
1 spsk hakkede
krydderurter: persille, purløg og karse
* Tilberedning:
1. Varm langsomt
kærnemælken indtil vallen er udskilt.
2. Hæld blandingen
gennem et klæde i en sigte og lad vallen dryppe af til næste dag.
3. Rør »osten« med
salt og peber og evt. lidt fløde og tilsæt hakkede krydderurter.
Variation:
I stedet for
krydderurter kan ostemassen tilsættes kommen.
Se alle de bedste opskrifter med Æg
✅ Her er kogebogen med nemme opskrifter,
- prøv selv, Madplaner, Min kogebog,
Grill, Tøm
køleskab, Mad
til 1 person eller Mad
på 30 min.
Få gode smagsoplevelser
med Kogebog.dk. Vi hjælper dig med at lykkes i køkkenet.