Du kan bruge fillodej eller asiatisk forårsrulledej til disse
sprøde ruller. Vi har fyldt dem med gulerødder krydret med forårsløg og
koriander.
Arbejdstid: 25 min. Stegetid: 20 min. Ikke fryse-egnet. 2
personer. Er du alene så halver portionen.
# Ingredienser til Sprøde grønsagsruller:
2 ark fillodej eller 8 stk forårsrulledej
250 g gulerødder
1 spsk olie
2-3 forårsløg
1 bdt frisk koriander
salt og peber
æg til pensling
olie til dybstegning
Tilbehør: sojasauce
*
Sådan laver du Sprøde grønsagsruller:
Skræl gulerødderne og riv dem groft. Svits dem hurtigt på en
pande med olie og tilsæt fintsnittet forårsløg og hakket koriander.
Smag til med salt og peber og lad det afkøle.
Del hvert ark fillodej i fire stykker.
Læg en skefuld fyld på hvert dejstykke, fold enderne op og
rul dejen tæt om fyldet. Lim sammenføjningerne med sammenpisket æg.
Steg rullerne gyldne i en gryde med varm olie (180 °C), lad
dem dryppe af på et stykke fedtsugende papir og server straks med sojasauce til.
Tips: Du kan også lægge pakkerne på en bageplade med
bagepapir, pensle dem med smeltet smør og bage dem sprøde i ovnen ved 200 °C
15-20 min. - vend dem en gang undervejs.
Varier fyldet med det du har i grønsagsskuffen - måske har
du en rest tilberedte grønsager, du kan bruge.
Det er ret enkelt. Du lægger fyldet midt på pladen, pensler
kanterne og lægger dem ind over fyldet. Dernæst pensler du igen og ruller nu
dejen sammen om fyldet. Begynd nederst på
billedet
Nu skal du i gang med friturestegningen. Sørg for, at olien
er godt varm, og frituresteg så rullerne, til de er gyldne. Læg dem til
afdrypning på køkkenrulle.
Se video og hør hvordan du ruller forårsruller
(YouTube)
VIGTIGT Hav altid et tungt
grydelåg klar, når du frituresteger. Hvis der går ild i olien, så læg straks
låget over, og sluk for gryden. Sprøjt aldrig vand på brændende olie.
Kilde: Hjemmets bedste MAD