Vi bør holde de gamle
traditioner for efterretter i hævd, for det er sund og billig mad. Mange børn
bryder sig ikke om at drikke mælk - giv dem i stedet en mejerigtig dessert.
Til 4 personer. Kogetid:
40-50 min.
# Ingredienser
1½ liter mælk
2 dl grødris
1 tsk salt
* Fremgangsmåde
1. Skyl en tykbundet
gryde med koldt vand, inden mælken hældes i.
2. Bring mælken i
kog, drys risene i og rør kraftigt, til det atter koger.
Skru ned for varmen, læg låg på og lad grøden koge for svag varme i 40-50 min.
Rør i den af og til.
Når den er kogt,
smages den til med salt.
3. Grøden serveres
varm med sukker og kanel, evt. også en smørklat.
Historie
Det har i mange år før grødens indtræden været almindeligt i
Asien at anvende ris til forskellige former for madlavning – bl.a. budding.
Risdesserten er opstået i Mellemøsten eller Persien, hvor den vandt fremgang i Middelalderen.
I den europæiske historie var romerne de første, som brugte
risbudding/risgrød lavet på gedemælk til medicinske formål. Af denne grund er
de første opskrifter nævnt i medicinske tekster. I Skandinavien forekommer
risbudding/risgrød for første gang i 1542 i Malmö, hvor man til hverdag kogte
grøden på vand og kun til højtider brugte man mælk.
Indtil langt op i 1800-tallet, var hovedingrediensen byg, havre
og rug, når man fremstillede grød, da ris længe blev betragtet som en
luksusvare. Nye traditioner opstod og risengrøden blev introduceret til det
bedre borgerskab som en videreudvikling af sødgrøden, der i forvejen ansås for
at være et luksusgode. Da grødris var en importvare, og derfor dyre, blev det
et statussymbol at kunne servere risengrød for sine julegæster. Husnissen
huserede i midten af århundredet rundt om på lofterne, og der var bred enighed
om, at man også skulle sætte grød frem til den, hvis man ville regne med dens
hjælp – ellers kunne den blive ondsindet.
Efterhånden blev risengrøden mere og mere udbredt i takt
med, at grødrisene blev et mere almindeligt syn hos købmanden. Omkring år 1900
var den således ved at være folkeeje og blev ikke længere betragtet som
statussymbol, man forsøgte derfor i de finere kredse at videreudvikle grøden,
så den igen kunne blive eksklusiv. Dette resulterede i, at man blandede grøden
med hakkede mandler, fløde og vanilje, hvilket blev til risalamande.
Rester af risengrød kan laves til klatkager.
Til risvandgrød bruges vand i stedet for mælk.