Logo

Kogt torsk med sennepssauce 3

Print denne opskrift (Ctrl + P)
Kamera Print med billeder
Print uden billeder

Kogt torsk med sennepssauce 3

 
Der er tradition for at spise retten som hovedret nytårsaften. Og selvom traditionen nok ikke er så traditionel mere, så kender de fleste udtrykket nytårstorsk.
Til 4 personer. Tilberedningstid: ca 30 min. Kogetid: ½ time. Ikke fryseegnet

 
# Ingredienser
1 renset torsk uden hoved
2 l vand
1 dl eddike
1 laurbærblad
6 peberkorn

 
Sennepssauce:
3 dl suppe (kogevand fra torsken)
30 g smør
3 spsk hvedemel
2 dl mælk
1 spsk fiskesennep (grovkornet sennep)
salt og peber

 
* Tilberedning
Kom vand, eddike, laurbærblad, peberkorn og et par skefulde salt i en gryde.
 
En hel torsk:
Når du koger torsken hel, lader du den koge med op i lagen – lagen skal altså ikke være kogende, før torsken lægges i.
Lad lage og fisk koge op, lad det så koge i 5 minutter under låg, og lad derefter torsken trække i lagen under tætsluttende låg i 10-15 minutter.

 
Torskestykker / 5 cm skiver:
Lad lagen koge op.
Kom torsken i lagen, læg låg på, bring i kog igen, og tag derefter gryden af varmen.
Lad torsken stå i lagen i 10 minutter under tætsluttende låg.

 
Torskefileter:
Bruger du torskefileter, tilbereder du dem ligesom torsk skåret i 5 cm tykke skiver, men lader dem kun trække i lagen i 5-6 minutter.

 
Sennepssauce:
Skum 3 dl af suppen, og si den.
Smelt smørret i en lille gryde. Det skal ikke brune.
Rør melet i, og pisk så du får en glat, jævn masse.
Tilsæt siet suppe og mælk lidt ad gangen, til saucen har den rette konsistens.
Lad saucen koge i ca. 5 minutter.
Tilsæt sennep og smag til med salt og peber.
Tag gryden af varmen.
Saucen skal ikke koge efter senneppen er tilsat, da den så kan blive bitter.

 
Retten kan serveres med kogte kartofler, hårdkogte æg i tern, stegte bacontern, syltede rødbeder i tern, kapers, revet peberrod, dild og citronbåde.

 
Tips:
Kogt torsk er én af de retter, der "deler vandene". Enten elsker man det, eller også hader man det.


Kogt torsk med sennepssauce 3 

Denne torsk holder øje med at du bruger de gode opskrifter fra Kogebog.dk

 
Trække torsk i land
At trække torsk i land, betyder “at snorke højlydt”. Dette er IKKE et maritimt udtryk, men har med det maritime at gøre alligevel. For dengang – for flere hundrede år siden – var der to store erhverv; landbruget og fiskeriet. Og skulle man gøre grin med nogen, skulle det selvfølgelig være med “de andre”. Når landmanden snorkede, kunne hans kone eller børn drille ham med, at han trak torsk i land – for at drille ham med hans eget erhverv var nærved en dødssynd, da landmandarbejdet var hårdt og til tider fattigt.

 
Landmanden mente ikke at fiskerens arbejde var hårdt, han skulle jo bare sidde og trække torsk i land – til trods for, at fiskeriet var både hårdt og farligt. Mangen en kvinde er blevet enke efter hendes fiskermand er druknet.

 
På den anden side, så syntes fiskerne at landmanden havde det nemt, for han kunne jo sove hele natten uden at blive vækket. Det var nemlig sådan, at fiskerne jo også var på havet om natten, så de måtte alle deltage i vagterne, hvilket betød, at de kun sjældent fik en hel nats søvn. Derfor fandt fiskerne på udtrykket “et bondehal” – som betyder “en uafbrudt søvn”, fordi bonden jo kunne få sådanne eftertragtede søvne. Fiskerne blev konstant vækket af vagten der slog “glas” – den maritime betegnelse for en halv time. Det er dog kun få sejlere der kender udtrykket “Bondehal” i dag.
 
Fang selv torsken og steg den, grill den eller hak den

 
Torsken er med i Danmarks Naturkanon. Det er med god grund, for alle kender den, og den er en dejlig spisefisk. Det er også hyggeligt selv at fange den delikate fisk med familie og venner. Det er lige tid til at tage med en turbåd eller stå på havnemolen for at fange torsk med fiskestang. Nogle steder kan man også fange dem fra kysten, hvor der er dybt vand.
Men da torsk kan blive gigantisk store, skal man have fiskegrejet toptrimmet, hvis man skulle få en ordentlig krabat på krogen.

 
Danmarksrekorden, der blev fanget i 2014, er en basse på hele 36,25 kilo. Men selvom der undertiden fanges meget store torsk, vejer de store torsk normalt omkring 10 kg, og dem, man fanger tæt på land, er mindre.

 
Det bedste torskefiskeri foregår i timen omkring solnedgang, i det man kalder »den gyldne time«. Om sommeren kan man være så heldig at opleve, at torskene om aftenen går i overfladen og springer som ørreder. Men normalt holder torskene til nede ved bunden. Til kystfiskeri efter torsk er det en god ide at bruge kraftigere spinnegrej end til havørredfiskeri.

 


 

Facebook
Print denne opskrift (Ctrl + P)
Kamera Print med billeder
Print uden billeder
Opret din egen Kogebog
Klik på den smiley du vil give denne side 
Brugernes vurdering 5,0 (8 stemmer)
Siden er blevet set 8.984 gange - Se og skriv kommentarer herunder.

Kommentarer og debat mellem læsere

Din e-mail bliver ikke vist på sitet.

Du kan vælge Måltid og få aftensmad, frokost osv. eller Metode og få grill, gryde, ovn osv. eller Bagværk og få brød, boller og lagkage osv. eller omregner mellem gram, liter og udenlandske mål - der er er meget at vælge imellem - Eller prøv en af vores mange opskrifter med Airfryer
Afstemning
Har du en airfryer?
Effektiv reklame - klik her