Bagværk Hjemmebag. Arbejdstid: 30 min. Hviletid, dej: 6-7 timer, men gerne natten over. Bagetid: ca 5 min. Let at lave. Mellem pris. Fryse-egnet. Antal: ca 80 stk.
# Ingredienser
til Jødekager:
250 g hvedemel (knap 4 dl)
½ tsk hjortetaksalt
150 g smør
85 g sukker (ca 1 dl)
1 æg
Drys:
2 tsk kanel
4 spsk sukker
50 g mandler (1 dl)
Endvidere:
1 æg til pensling
*
Sådan laves Jødekager:
1. Sigt hvedemel og hjortetaksalt sammen.
Hak smørret i med en kniv og smuldr det derpå med
fingerspidserne, til det har konsistens som reven ost.
Kom sukkeret i og saml dejen med det let sammenpiskede æg.
2. Rul dejen til to pølser på ca 4 cm i diameter og læg dem
indpakket i folie i køleskabet, til dejen er helt fast, gerne natten over.
Drys:
3. Bland kanel og sukker.
Skold, smut og snit mandlerne groft.
4. Sæt ovnen på 200 °C.
5. Smør bagepladerne let.
6. Skær dej rullerne i tynde skiver med en skarp kniv og læg
kagerne på bagepladerne.
Pensl let med sammenpisket æg, fordel lidt kanelsukker på
hver kage og drys med de snittede mandler.
7. Bag kagerne på ovnens midterste rille i ca 5 min., til de
er smukt lysebrune.
Lad dem svale utildækket på bagerist.
Tips: Dejen kan også udrulles tyndt på et melet bord
og udstikkes til runde kager med form eller glas.
Hvilet i køleskab kan så forkortes til 1 time.
Kagerne opbevares bedst i en uforet dåse med tætsluttende
låg.
De må ikke lægges i dåsen, før de er helt kolde, så bliver
de bløde.
Dejen kan fryses. Holdbarhed: ca 3 måneder.
INFO: En jødekage er en småkage med sukker og kanel. Mange
laver den i julen. Betegnelsen jødekage opstod i 1700-tallet fordi forskellige
kager blev solgt af jødiske bagerier. Kagen som den er i dag stammer dog
tilbage fra 1856 og er af dansk oprindelse og må have fået navnet fordi dens
udseende mindede om mere eksotiske kager fra fortidens jødiske bagerier
I Nordjylland er jødekage endvidere en almindeligt anvendt
betegnelse for en bløddejssnegl (kanelsnegl).
Se alle de bedste opskrifter med Småkager
✅ Her er kogebogen med nemme
opskrifter, - prøv selv, Madplaner, Min
kogebog, Grill, Tøm køleskab, Mad
til 1 person eller Mad på 30 min.
Få gode smagsoplevelser med Kogebog.dk. Vi
hjælper dig med at lykkes i køkkenet.
----------- ooo OÔO ooo -----------