Hvidløg, Allium sativum, er en løgplante, i botanisk forstand af liljeslægt. Det er i familie med almindeligt løg (zittaur kepaløg), perleløg, etageløg, skalotteløg og purløg. Hvidløget har været kendt i årtusinder, ikke blot som værdifuld smagstilsætning i mad, men også som påskønnet lægemiddel.
Et hvidløg består af mange mindre fed, og det giver en noget
ujævn løgform. Køb kun faste, saftspændte løg, og lad aldrig hvidløg (fletning)
hænge ugevis i et varmt køkken. Hvidløg skal opbevares svalt, fx i køleskab.
Det har en kraftig smag, dog mest som rå eller næsten rå, for det ejendommelige
er, at hvidløg kogt længe eller sammen med andre løg sætter sine skarpe kanter
over styr og giver retten en fin smagsfylde og rundhed.
Skal man bruge hvidløg i en ret, der ikke kræver lang
tilberedningstid, og vil man gerne dæmpe en kraftig hvidløgssmag, kan løget befries
for det inderste (kimen), eller koges op 1, 2 eller 3 gange i letsaltet vand
før den videre tilberedning.
Hvidløg brugtes før hovedsagelig i sydeuropæiske og
orientalske køkkener. Nu har det vundet stort indpas i Skandinavien, hvor det i
øvrigt også udmærket kan dyrkes. Vi importerer dog flest, hovedsagelig fra Italien
og Spanien. Af hvidløg fremstilles hvidløgsolie, hvidløgssaft, hvidløgspulver
(og -piller) og hvidløgssalt. Hvidløgspulver er inddampet hvidløg, og
hvidløgssalt er hvidløgspulver blandet med salt. Det er praktisk at have i
huset, som erstatning for det friske løg.
Hvidløg bruges i salatmarinader, kryddereddiker,
kryddersmør, sammenkogte kød- og fiskeretter, i supper, til stegt og grillet
kød og fisk, sammen med grønsager; der er næsten ingen grænser. Men det bør bruges
med omtanke. Det kan være temmelig herskesygt og gøre maden ensartet eller
overdøve rettens egen smag.
Friske hvidløg fås i juni-juli-august, (importerede eller
danske), men da hvidløg også importeres fra varmere himmelstrøg, fås de hele
året.
Hvidløg er holdbart opbevaret svalt og tørt, så frysning er
ikke aktuelt.
Se de bedste opskrifter med
Hvidløg
✅ Her er kogebogen med nemme
opskrifter, - prøv selv, Madplaner, Min
kogebog, Grill, Tøm køleskab, Mad
til 1 person eller Mad på 30 min.
Få gode smagsoplevelser med Kogebog.dk. Vi
hjælper dig med at lykkes i køkkenet.
----------- ooo OÔO ooo -----------