Logo

Henkogte og ovnsyltede bær og frugter

Print denne opskrift (Ctrl + P)
Kamera Print med billeder
Print uden billeder

Henkogte og ovnsyltede bær og frugter 

 
Det er værd at gemme sommerens overflod af fristende bær og frugter, så man har lidt godt at sætte på bordet i de vitaminfattige vintermåneder.
Før i tiden henkogte man meget. Frugter og bær bliver meget flotte ved den metode, men den er omstændelig og kræver specielle glas.
Det er lettere at ovnsylte og det giver vi nogle dejlige opskrifter på:
Henkogning
Frugt egnet til ovnsyltning
Ovnsyltede blommer
Ovnsyltede jordbær
Henkogte solbær
Henkogte pærer


Henkogte og ovnsyltede bær og frugter 

Henkogning

Henkogte frugter og bær kan opbevares i lang tid, fordi man ved denne metode varmer frugten så højt op, at alle bakterier ødelægges. Samtidig bliver glas og låg steriliseret. Luften presses ud af glassene, og når glassene bliver kolde, har låget suget sig fast.

 
Man kan kun henkoge i specielle henkogningsglas med låg, der slutter helt tæt med en gummiring.
Glassene må ingen revner eller skår have og gummiringene skal være elastiske, ikke tørre. Bøjlen, der spændes over lågene, bevirker, at luften kan slippe ud under opvarmningen.
Glas med skruelåg er uegnede, fordi luften ikke kan slippe ud, og man risikerer, at de eksploderer.

 
Henkogning i gryde
De færreste har i dag en speciel henkogningskedel, men man kan godt klare sig med en stor gryde.
Glassene kan stilles på en rist eller et lag aviser. De må ikke røre ved hinanden.
Før henkogningen skal gryden fyldes op med vand, der har samme temperatur som lagen i glassene og til samme højde. Læg et tætsluttende låg på gryden. Der må godt være stærk varme under gryden, og man beregner henkogningstiden fra det øjeblik vandet bobler.
Brug kun ½ liters eller 1 liters glas, en størrelse ad gangen, så henkogningen kan blive så jævn som muligt.

 
Henkogning i ovn
Brug kun lave glas, der stilles i bradepanden. Stil en lille flaske eller glas med vand og et termometer i det ene hjørne. Sæt bradepanden nederst i en kold ovn.
Indstil ovnen på 150 °C. Når termometeret inde i ovnen viser 85 °C, skruer man ovnens termostat ned til 90 °C.
Henkogningstiden beregnes fra dette øjeblik. Det tager 30 min.
Lad glassene stå i ovnen i 10 min efter at der er slukket for den.
Til toppen

Frugt egnet til ovnsyltning

Hertil egner sig især blommer, stikkelsbær, kirsebær og pærer, men man kan også få gode resultater med hindbær og jordbær.
Frugten drysses lagvis med sukker, enten i krukker, ovnfaste skåle eller direkte i bradepanden, der stilles i en kold ovn og derefter »bages« i adskillige timer ved ganske svag varme.

 
Når frugten er helt mør og sukkeret opløst, rører man konserveringsvæske i og hælder frugten på
glas, der bindes til.
Ved denne metode får man nærmest en kompot, men man kan dog også lægge hele bær i krukker og overhælde dem med sukkerlage.
Til toppen

Ovnsyltede blommer

# Ingredienser:
2 kg blå blommer
9 dl (ca. 800 g) melis
1 tsk konserveringsvæske

 
* Tilberedning:
1. Skyl blommerne. Prik dem tæt med en gaffel.
Læg dem i et eller to lag i en bradepande med sukker imellem.

 
2. Dæk bradepanden tæt med folie og stil den nederst i en kold ovn.
Indstil på 150 °C og lad frugten stå i ca. 2 timer.
Så bør blommerne være møre og sukkeret smeltet.

 
3. Rør konserveringsvæske i og hæld frugten på glas, der bindes til straks.

 
Variation:
Hvis du vil have en meget dessert-kompot,
tilsætter du det færdige syltetøj 1 dl rom eller cognac samt 100 g halve valnødder.
Smager pragtfuldt med iskoldt flødeskum til.
Til toppen 

Ovnsyltede jordbær

# Ingredienser:
3 kg jordbær
12 dl (1 kg) melis
3 tsk konserveringsvæske

 
* Tilberedning:
1. Skyl bærrene, nip dem og læg dem lagvis i en stor skål med sukker.
Dæk skålen til og stil den koldt natten over.

 
2. Rør et par gange i frugten, til frugten safter og sukkeret er helt smeltet.
Rør konserveringsvæsken i.

 
3. Fyld bær og saft på ikke for høje glas, der stilles i bradepanden i en kold ovn.
Læg lågene løst over glassene (uden gummiringe).

 
4. Indstil ovnen på 130 °C og lad glassene stå i en time.
Lad dem køle af for åben ovndør i 10 min.
Derefter lukkes glassene til.
Til toppen 

Henkogte solbær

# Ingredienser:
2 kg solbær
10 dl (ca. 900 g) melis

 
* Tilberedning:
1. Skyl bærrene og pil de dårlige fra.
Drys dem med sukker og stil dem tildækket et par timer, til de safter.
De kan også stilles koldt natten over.

 
2. Fyld frugt og saft på henkogningsglas, der lukkes til og stilles i bradepanden i en kold ovn.
Henkoges ved 140 °C ca. 30 min. (se ovenfor).
Til toppen 

Henkogte pærer

# Ingredienser:
2 kg faste pærer
5 dl vand
1 citron
1¼ dl (100 g) melis
3 cm hel ingefær

 
* Tilberedning:
1. Skyl pærerne og skræl dem, evt. med kartoffelskræller.
Fjern stilk og kernehus.
Pærerne kan være hele eller deles over en gang på langs.

 
2. Efterhånden som pærerne er klar, lægges de i koldt vand,
tilsat lidt eddike eller citronsaft, så de ikke bliver mørke.

 
3. Kog en lage af vand, tynde citronskiver og sukker.
Læg pærerne i, nogle stykker ad gangen og kog dem 5-10 min,
alt efter hvor hårde de er.
Hvis lagen koger væk, må man spæde i god tid med vand.

 
4. Læg efterhånden pærerne i henkogningsglas.

 
5. Skræl ingefæren og skær den i så mange stykker, som der er glas.
Lad stykkerne koge med lagen, der skummes og hældes over pærerne.

 
6. Sæt glassene i bradepanden, der stilles nederst i en kold ovn.
Sæt termostaten på 150 °C.
Når termometeret inde i ovnen (se ovenfor) viser 85 °C, skrues ned for ovnen til 90 °C.
Lad frugten koge i ½ time.

 
7. Sluk for ovnen og lad glassene stå i 10 min for åben dør.
Til toppen

 

Se alle de bedste opskrifter med Henkogning

 
✅ Her er kogebogen med nemme opskrifter, - prøv selv, Madplaner, Min kogebog, Grill, Tøm køleskab, Mad til 1 person eller Mad på 30 min.
Få gode smagsoplevelser med Kogebog.dk. Vi hjælper dig med at lykkes i køkkenet.

 


 

Facebook
Print denne opskrift (Ctrl + P)
Kamera Print med billeder
Print uden billeder
Opret din egen Kogebog
Klik på den smiley du vil give denne side 
Brugernes vurdering 5,0 (5 stemmer)
Siden er blevet set 6.336 gange - Se og skriv kommentarer herunder.

Kommentarer og debat mellem læsere

Din e-mail bliver ikke vist på sitet.

Du kan vælge Måltid og få aftensmad, frokost osv. eller Metode og få grill, gryde, ovn osv. eller Bagværk og få brød, boller og lagkage osv. eller omregner mellem gram, liter og udenlandske mål - der er er meget at vælge imellem - Eller prøv en af vores mange opskrifter med Airfryer
Afstemning
Regeringen, er der nogen der skal udskiftes?
Foreslå nyt svar
Effektiv reklame - klik her