Logo

Hakket oksekød

Print denne opskrift (Ctrl + P)
Kamera Print med billeder
Print uden billeder

Hakket oksekød

 
Hakket oksekød kan bruges til mange retter - en af de mest kendte er vel hakkebøffen.
Men der er mange andre muligheder, som du vil se af opskrifterne HER på Kogebog.dk.

Køb stort ind, når der er tilbud.
Velsmagende panderetter: til venstre en auberginepande til højre en karryret. Se flere variationer med hakket oksekød HER

 
Auberginepande
Karrypande
Sauce Bolognese
Hakkebøf med løg
Rosmarinbøffer
Champignonbøffer
Bøf à la Lindström
Bøf med ost
Farsbrød
Farsbrød med champignon

 


 

Auberginepande

Til 4 personer. Tilberedningstid: ca ½ time. Ikke fryseegnet

 
# Ingredienser
1 stor aubergine
salt

2 løg
1 spsk olie
25 g smør

350 g hakket oksekød
salt og peber

½ tsk paprika (edelsüss)
1 grøn peberfrugt

1 gul peberfrugt
4 tomater
150 g friske champignon
2 dl tomatsaft

1 dl cremefraiche

 
* Fremgangsmåde
1. Skyl auberginen og skær den i skiver.
Læg dem i en sigte og drys med salt.
2. Pil løgene og skær dem i skiver, der brunes på en stor pande i 1 spsk olie.
Kom kødet ved og bland det med løgene.
Lad det svitse, til kødet har mistet farven.
Drys så med krydderier.
3. Skub kødet hen på den ene halvdel af panden.
Kom halvdelen af smørret på panden.
4. Rens peberfrugterne, fjern kernerne og skær frugtkødet i strimler, der svitses i smørret på panden.
5. Skyl aubergineskiverne med koldt vand og dup dem tørre med køkkenrulle.
6. Smelt resten af smørret anden pande og brun aubergineskiverne.
7. Imens hælder man tomaterne over med kogende vand og flår dem.
Tryk kernerne ud.
Læg tomatkødet (det skal ikke skæres i stykker) på panden til auberginerne.
8. Skyl de friske champignon, skær dem i mindre stykker og kom dem på panden med auberginerne.
Lad det snurre i 2 min.
9. Bland grønsager og kød, hæld tomatsaft ved og varm retten igennem.

Smag den til.
Servér fra panden med en klat cremefraiche som pynt, og resten til.
10. Giv grovbrød til.

Gå til toppen af siden

 

Karrypande

Til 4 personer. Tilberedningstid: ca 35 min. Ikke særlig fryseegnet

 
# Ingredienser
350 g hakket oksekød
30 g smør

1-2 tsk karry
4 kartofler
2 små gulerødder
1 porre

1 stort æble
ca. 3 dl bouillon (af terning)
salt og peber fra kværn
1 kvist persille

 
* Fremgangsmåde
1. Brun kødet i smørret på en stor pande.
Skub det lidt til side og svits karryen (efter smag) et øjeblik.
Den må ikke brænde på!
Rør karryen ind i kødet og lad det snurre ved svag varme.
2. Skræl og skrab grønsagerne, skyl dem og dup dem tørre.
Skær dem i tynde skiver.
3. Æblet behøver ikke at skrælles men fjern kernehuset.
Skær det i tynde både.
Kom det på panden sammen med de ituskårne grønsager.
Tilsæt bouillon og bring det i kog.
4. Skru ned for varmen, læg låg på panden og lad retten snurre, til grønsagerne er møre, men ikke kogt ud (5-10 min.).
Kig til retten af og til. Den må ikke koge tør.
Tilsæt evt. mere bouillon.
5. Smag retten til og pynt med små persillekviste.
6. Et hjemmebagt brød vil være fint til, men et grovbrød fra bageren er også godt.
Gå til toppen af siden

 

Sauce Bolognese

Til 4 personer. Tilberedningstid: ca ½ time. Fryseegnet

 
# Ingredienser
2 løg
3 spsk olie
2 fed hvidløg
2 dl bouillon (af terning)
1 tsk oregano

1 ds (400 g) flåede tomater
1 ds (70 g) tomatpuré

evt. 250 g friske champignon
salt, peber fra kværn

 
* Fremgangsmåde
1. Pil løgene og hak dem groft.
Svits dem i olien i en gryde, til de er gyldne.

2. Kom kødet i gryden og svits det, til det taber farven.
Pres de pillede hvidløgsfed over (eller hak dem fint og drys dem over).
Rør løg og kød godt sammen.
3. Kom bouillon ved og drys med oregano. Bring saucen i kog.
Tilsæt de flåede tomater med væde samt tomatpuré.
Lad det snurre over svag varme i ca 15 min.
4. Hvis der skal champignon i saucen, skal de skylles, duppes tørre og hakkes groft.
Svits dem på en pande i en lille klat smør.
Derefter hældes de i saucen, der evt. smages til med mere oregano.

5. Sauce Bolognese serveres med kogt spaghetti eller kogte nudler.
Gå til toppen af siden

 

Hakkebøf med løg

Til 4-6 personer. Tilberedningstid: ca ½ time. Ikke fryseegnet

 
# Ingredienser
6-700 g magert, hakket oksekød
3 store løg

50 g smør
1 tsk sukker
salt og peber
evt. 1 dl bouillon (af terning)

 
* Fremgangsmåde
1. Del kødet i 6-8 portioner og tril dem til kugler.
Form dem til bøffer med en kniv og »hak« dem på kryds og tværs, så kødet hænger sammen og bøfferne bliver flade og pæne i formen.
2. Skær løgene i tynde skiver og brun dem i halvdelen af smørret.
Læg dem på en tallerken og drys dem med 1 tsk sukker samt salt.

3. Kom resten af smørret på panden, kværn peber over bøfferne og steg dem 3-6 min på hver side, alt efter hvor røde du vil have dem.
Drys med salt efter stegningen og fordel løgene over.
4. Kog panden af med lidt kraftig bouillon til sauce.
5. Kogte kartofler, syltede agurker og rødbeder serveres til.
6. Skal det gå meget hurtigt, udelader man løgene og lægger i stedet et spejlæg over hver bøf. Hertil gives rugbrød med smør.

 

Rosmarin giver hakkebøfferne en pikant, krydret smag.
Gå til toppen af siden

 
VARIATIONER:


Hakket oksekød 

Rosmarinbøffer

1. Bland det hakkede kød med 1 hakket løg, 1 spsk hakket persille og 1 tsk frisk, fintklippet rosmarin eller ½ tsk tørret.
2. Når bøfferne er færdigstegte, drysses de med salt og rosmarin.
Der hører ikke løg til.

3. Kog panden af med bouillon og 1 tsk tomatpuré. Smag det til.
Giv groft rugbrød og en grøn salat til.
Gå til toppen af siden

 

Champignonbøffer

1. Form små, tykke bøffer, der steges 3-6 min på hver side.
Drys dem med salt, peber og paprika.
Læg bøfferne på et fad og hold dem varme.

2. Svits 250 g hele, små champignon på panden i en klat smør.
Smag til med salt, peber og citronsaft og tilsæt 2½ dl fløde.

Lad det koge op, smag til igen og hæld saucen over bøfferne.
3. Giv kogte kartofler eller kartoffelmos til. Evt. også en grøn salat.
Gå til toppen af siden

 

Bøf à la Lindström

1. Rør det hakkede kød med 1 æg, 1 dl bouillon, 5-6 finthakkede syltede rødbeder og 2 spsk små kapers.
2. Form kødet til bøffer, der steges 3-6 min. på hver side.
Drys med salt og sort peber fra kværn.
3. Serveres med spejlæg (eller rå æggeblomme) og brasekartofler.
Pandeskyen kan koges af til sauce med lidt bouillon.

Gå til toppen af siden

 

Bøf med ost

1. Form det dobbelt antal ganske tynde bøffer; drys dem med sort peber og paprika.
Læg dem sammen to og to med en tyk skive ost imellem.
Tryk kanterne til, så osten ikke løber ud.
2. Steg bøfferne 3-6 min. på hver side over jævn varme; drys med salt og læg dem på et varmt fad.
Steg tykke tomatskiver på panden, drys dem med salt og basilikum og læg en skive oven på hver
bøf.

3. Kog panden af med tomatjuice og smag til.
Hæld saucen over bøfferne.
Brød og smørdampede grønsager, fx grønne bønner eller zucchini, passer fint til.
Gå til toppen af siden

 

Hakket oksekød

Farsbrød

Til 6 personer. Tilberedningstid: ca 1 time. Kan fryses

 
# Ingredienser
250 g hakket oksekød
250 g hakket kalvekød
1 løg

1½ dl rasp
1 æg

2 dl bouillon (af terning)
2 spsk olie

salt og peber fra kværn
1 bdt persille
10 g smør

 
* Fremgangsmåde
1. Rør kødet med revet løg, rasp, æg, bouillon, finthakket persille og krydderier.
Farsen skal være så fast, at den kan formes.
2. Form farsen til et stort, aflangt brød.
Læg det på dobbelt folie og smør det med olie.
3. Pak folien op om »brødet« og luk til foroven og i siderne.
4. Stil farsbrødet på bagepladen i en 225 °C varm ovn i 40 min.
5. Luk folien op og smør »brødet« med smør.
Lad det stå ved høj varme, evt. grill, til overfladen er brun (ca 10 min.).
6. Farsbrødet skæres i skiver og serveres med fx kartoffelmos og en grøn salat.
Gå til toppen af siden

 
Variation:

 
Farsbrød med champignon
1. Rens 100 g champignon og hak dem groft.
Rør dem i farsen, der desuden tilsættes reven skal og saft af 1 citron.
2. Læg farsen i et stort ovnfast fad og fordel baconskiver over i tætte rækker.
3. Halve, skrællede kartofler lægges omkring »stegen« og drysses med salt.
Hæld 1 dl bouillon ved.
4. Lad retten stå i ovnen ved 200 °C i 40-50 min.

Dryp »stegen«- ofte.
5. Giv tyttebær- eller solbærsyltetøj til.

 
Tips: Farsbrød er velegnede til at fryse ned.
Bag dem i en aluform, der pakkes ind, når kødet er helt koldt.
Gå til toppen af siden


Hakket oksekød 

1. Form farsen til et brød.
Læg det på dobbelt alufolie, der er smurt med olie.


Hakket oksekød 

2. Fold folien op om kødet.
Luk foroven og i siderne.
Der skal være lidt luft i pakken.


Hakket oksekød 

3. Efter 40 min. i ovnen åbnes folien.
Smør farsbrødet med smør og lad det brune.
Gå til toppen af siden

 


 

 

Facebook
Print denne opskrift (Ctrl + P)
Kamera Print med billeder
Print uden billeder
Opret din egen Kogebog
Klik på den smiley du vil give denne side 
Brugernes vurdering 5,0 (5 stemmer)
Siden er blevet set 44.423 gange - Se og skriv kommentarer herunder.

Kommentarer og debat mellem læsere

Din e-mail bliver ikke vist på sitet.

Du kan vælge Måltid og få aftensmad, frokost osv. eller Metode og få grill, gryde, ovn osv. eller Bagværk og få brød, boller og lagkage osv. eller omregner mellem gram, liter og udenlandske mål - der er er meget at vælge imellem - Eller prøv en af vores mange opskrifter med Airfryer
Afstemning
Regeringen, er der nogen der skal udskiftes?
Foreslå nyt svar
Effektiv reklame - klik her