Frikadeller er ganske lette at lave og smager skønt med
kogte kartofler og brun sauce. Her får du opskriften på vores klassiske
frikadeller.
4 personer. Tilberedningstiden for frikadeller er cirka 1
time. Heraf er arbejdstiden cirka 25 minutter.
# Ingredienser til frikadeller
400 g hakket kød fx svine og/eller kalve eller lam
1½ tsk groft salt
1 knsp peber fra kværn
45 g hvedemel (svarende til ½ dl)
1 æg eller 2 æggehvider
½ løg (svarende til 50 g)
2 dl mælk
15 g smør (svarend til 1 spsk)
1 spsk olie
* Sådan laver du frikadeller:
Start med at røre kødet sejt med salt.
Tilsæt så peber, mel, æg eller æggehvide og finthakket eller
revet løg.
Rør farsen og tilsæt mælk lidt af gangen.
Farsen skal røres smidig.
Sæt nu farsen i køleskab ca. 30 min.
Lad herefter smør og olie blive gyldent på en pande ved god
varme.
Fjern panden fra varmen.
Dyp en spiseske i det varme fedtstof og form farsen med
skeen i aflange boller.
Sæt dem på panden og steg frikadellerne over middelstærk
varme ca. 1 min.
Dæmp varmen og steg dem endnu ca. 3 min.
Vend og steg dem på samme måde på den anden side til de er
gennemstegte.
Tryk på en frikadelle og er saften klar, er frikadellen klar
til at blive spist.
Tips til frikadeller
Frikadellen er noget af en dansk klassiker, som elskes af
mange.
Vi foreslår at servere disse lækre frikadeller med
kartoffelsalat og grøn salat.
Eller prøv det klassiske tilbehør kogte kartofler, brun
sauce, rødkål, rødbeder og syltede agurker.
Du finder opskriften på syltede rødbeder her. Og du finder opskriften på
kartoffelsalat her.
Prøv også at erstatte hvedemel med havregryn (1 dl) eller
rasp (½ dl) eller mosede kogte kartofler
(2 mellemstore kartofler/ca. 100 g).
Erstat også mælk med fond/bouillon, danskvand eller grønsagsjuice. Tilsæt mere
væske, hvis farsen er for fast. Tilsæt hvedemel hvis farsen er for lind.
Frikadellen smager også ganske glimrende kold. Prøv for
eksempel en frikadellesandwich på madpakken, hvis du har rester til overs.
Velbekomme, og god fornøjelse med dine frikadeller.